Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

318 N. F. S. GRUNDTVIG. hans sidste fjorten Aar „æret ham, føjet ham og plejet ham“. Saaledes lægger Grundtvig Sti over den klerke-gaardske Kløft mellem det menneskelige og det kristelige, og det maa staa for ham som en Miskendelse baade af Kristendommen og af Menneskelivet, naar Kierkegaard mener, at man, „blot menneskelig talt, maa sige, det er den tungeste Sorg for en Familie, om et af dens Medlemmer blev Kristen“. „Men just fordi Kristendommen - for Grundtvig - omfatter alt menneskeligt, derfor er den naturligvis ogsaa udsat for al mulig Misbrug og Fordrejelse, saa dens Lys ogsaa i denne Henseende ligner Solens og dens Vederkvægelse Regnens, hvoraf Uhyrer, Ukrudt og Utøj lige saa vel nyde godt som Ædlinger, Blomster og Fugle.“ For at bevare et rent aandeligt Forhold til Kristendommen kræver Grundtvig nu fuld Religionsfrihed, og den Sætning at „Gudsdyrkelsen under alle Omstændigheder skal være fri i Landet“, burde efter hans Mening først og fremmest være slaaet fast, inden der i Grundloven kunde være Tale om nogen Folkekirke. Endvidere burde man dér ikke bave bestemt noget om denne Folkekirkes Tro, men ved Folkekirke kun forstaa, hvad den største Del af Folket har udvalgt og frit udvalgt som sin Gudsdyrkelse. Hans Afhandling „Om Religionsfrihed“, skreven under Frederik den sjette, blev delvis undertrykt af Øvrigheden og først udgivet, efter at vi ved Grundloven havde faaet Trykkefrihed. Paa dens Titelblad staar: „Trykt 1827; undertrykt samme Aar; løsladt 1866.“ „Jeg har kæmpet saa aabenbart for, at alle danske Folk, som vilde, kunde beholde den kirkelige Daab, Konfirmation og Brudevielse i deres gamle, kristelige Skikkelse,“ siger Grundtvig i 1850, „at naar