Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. 319 jeg kæmper for, at alle danske Folk, som vil, ogsaa kan være fri for Barnedaaben, Konfirmationen og Brudevielsen, da kan jeg rolig lade mig regne til de „ugudelige“ eller til de „kirkelige Løsgængere“, der ingen Sans har for „Samfunds-Livet“.“ Ogsaa for Folkekirkens Præster kræver han Frihed til at følge deres personlige Overbevisning indenfor det fælles kristelige. „Det er mit sidste Ord,“ siger han paa Vennemødet i 1863, „at gives Præstefrihed ikke, maa jeg raade til at gaa ud af Folkekirken heller i Dag end i Morgen. Man tror, at naar der er Frihed, saa falder Kirken. Men Præsterne maa ikke hindres i aandelig Fremgang.“ Til Præstens Frihed svarer Menighedens fri Ret til at vælge, hvilken Præst den vil slutte sig til. Det var en sejrrig Frugt af Grundtvigs mangeaarige Kamp for denne Ret, da Loven om Sognebaandets Løsning, forelagt af Regeringen, i 1855 blev vedtaget af Rigsdagen. At Valgmenigheder nu i Følge Loven indenfor Folkekirken kan samle sig om deres selvvalgte Præst, skyldes ogsaa den Bevægelse, Grundtvigs Tanker har vakt. Grundtvig har selv en Tid af sit Liv som fri Prædikant staaet i Forhold til en Menighed. Det var den Gang han omtrent 1830 ikke længer havde Præsteembede. Hans Tilhængere, der i Savnet af ham havde begyndt at holde gudelige Forsamlinger, indgav eftsr nogen Tids Forløb et Andragende til Kongen om at maatte danne en Frimenighed med Grundtvig til Præst. Gejstligheden var imod det, Kongen sagde nej. Grundtvig gik da til den gamle Minister Stemann og bad, om han ikke kunde faa en Kirke at prædike i for frie Tilhørere. „Jeg fandt ham imidlertid saa stiv som en Karriolhest,“ fortæller Grundtvig, „og saa indtagen imod al Frihed, at han kun lo ad alle mine Lovtaler over den i aande-