Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

oo o N. F. S. GRUNDTVIG. lig Henseende og lod mig høre , at n.aar det var mig saa meget om at gøre at prædike, saa skulde jeg kønt beholdt Kirken, da jeg havde den.“ En af de første Søndage derefter prædikede Grundtvig i den gudelige Forsamling, som han hidtil havde holdt sig borte fra. Sognepræsten nedlagde Indsigelse. Grundtvig stævnedes til Forhør paa Politikamret, Forsamlingerne blev forbudte. Men Grundtvig tabte ikke Modet. Han mente, han havde Ret til at bruge sine Værelser, som han vilde, naar han ikke tog sig noget ulovligt for. „Jeg vil holde Forsamling, og dermed Basta.“ Han vandt da omsider Bispen for sig, og denne skaffede ham Tilladelse til at holde Aftensangs-Gudstjeneste i Frederiks-Kirken paa Kristianshavn; og da den kongelige Bevilling ikke kunde faas før Fredag Aften, standsede Politimesteren Adresseavisen, til Grundtvigs Navn kunde komme blandt Prædikanterne, „uden at tænke paa, hvilken Triumf det i Grunden var for den ærgerlige Præst“. I syv Aar samledes han nu hver Søndag med sin Menighed „saa frit som nogen Lærer i Aposteltiden“ og banede med sin fri Prædiken Vej for en ny Betragtning af den kirkelige Frihed. III. Det menneskelige, som slaar med Vingerne i Grundtvigs Frihedstanker, vinder særlig Skikkelse for ham i det folkelige. Som i Kirken den enkelte bæres af Menighedens brede Strøm, saaledes er i Folket hver enkelt, Mand og Kvinde, Led i det Folkeliv og baaren af den Folkeaand, som levende knytter Slægt til Slægt.