Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

322 N. F. S. GRUNDTVIG. piben i Munden — efter Lægens Raad - lærte hun den tungnemme Dreng at stave, til Kunsten endelig gik op for ham med ét. Det var ham en Hjærtens Glæde, naar han, fordybet i de gamle Historiebøger, som hans Fader maatte udlevere til hans Læselyst, læste de Tiders Fortælling om, hvorledes de danske Kongers Stamtavle naaede tilbage til Adam i Paradis, og hvorledes alt Kongeblod var i Slægt med det danske. Og nogen mere levende Smerte erindrede han ikke fra sin Barndom end den, han følte ved at læse i Arild Hvidtfeldts Krønnike, at man intet vidste om de gamle Guder. Det var, efter at han 9 Aar gammel var flyttet fra det venlige Sydsjælland med dets Blanding af Skov og Sø over til den strænge, alvorlige jyske Hede, hvor han 6 Aar levede i en Præstegaard og mellem Bønder i den historiske Egn nær ved Vejle og ved Jelling med Gorm den gamles og Thyra Danebods Gravhøje og mærkelige Runestene. Nærmere paa Livet rykker det danske Folks historiske Aand ham, da han under Skærtorsdags-Slaget paa Kongedybet den 2. April 1801 staar paa Toldboden og ser paa den engelske Flaades Kamp med de danske Blokskibe. Det var, som om de gamle Dages nordiske Kampaand dér genfødt traadte ham i Møde. En af Dagens Helte var den attenaarige Peder Willemoes, der fra sit Flaadebatteri vakte selv Englændernes Beundring ved sin Tapperhed. „Hvordan følte du dig til Mode den Dag?4, spurgte Grundtvig ham senere. „I Kampen havde jeg kun Tanke for min Pligt/1 svarede Willemoes, „men da jeg lagde ind til Bommen og Folket jublede ad mine lasede Sejl, ja da var jeg stolt.“ Samtidig begyndte Grundtvig, vejledet af en jævnaldrende bornholmsk Student, Skovgaard, at lære den samme Aand