Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

 N. F. S. GRUNDTVIG. " 323 at kende ved for Alvor at fordybe sig i de nordiske Skrifter fra Oldtiden og Middelalderen. Og nu, da den Verden, som han havde troet tabt, aabnede sig for ham, var det det gamle Norden med dets Guder og Helte, hvorom hans Tanker en Tid lang næsten udelukkende bevægede sig. En ulykkelig Kærlighed, han blev greben af til den unge Frue, for hvis Søn han var Huslærer paa Langeland, kastede ham ved Følelsen af, at Livets Lykke var stænget for ham, endnu stærkere tilbage i Oldtidens Kæmpedrømme for dér at finde Trøst. „Jeg sad og stirred i de gamle Skrifter, — mig fængslede den store Kæmpeaand, — som byggede i Hedenolds Bedrifter.“ Det er ham, som om han kun har hjemme dér; hans Sjæl kan vel løfte sig mod Krist i Himmerig, „men aldrig kan jeg Valhals Guder glemme“. Han taler om sin inderlige Tillid til Asernes Magt, og det er, som om Kristendom og Asalære flyder sammen for ham, naar han i et Digt fra 1808 udbryder: „Høje Odin! hvide Krist! Slettet ud er eders Tvist, begge Sønner af Alfader.“ Med en saadan Lidenskab søger han at levendegøre Forestillingerne om de gamle Guder paany. Oehlenschläger havde vist Vejen i de Ungdomsværker, hvori han med spillende Farver afmalede de nordiske Guder, Odin, Tor og Balder stod ikke længer som noget fjærnt og halvglemt, en blot hendøende Klang, men holdt med al en ung Digtersjæls Friskhed deres Indtog i Læseverdenen. Og samtidig gjorde Grundtvig Bekendtskab med tyske Tænkere, som udkastede et Billede af Historiens første Tider som en Guldalder, befolket af mægtige Gudeskikkelser og efterfulgt af en Heltetid og dens Bedrifter. Intet Under, at han, da Krigen brød ud i 1807, traadte op som et Slags Feltpræst for Lande-21*