Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

324 N. F. S. GRUNDTVIG. værnet paa Langeland, talte i Bøndergaarde og paa aaben Mark og fik Bønderne til at flokke sig om ham, mens han begejstret mindede dem om Danmarks Ælde og den gamle Tros guddommelige Kraft. Trangen til dybere Granskning af den nordiske Oldtid drev ham snart derpaa tilbage til Hovedstaden, og i Aarene derefter udkom hans „Optrin af Nordens Kæmpeliv“ i dets sejrrige Styrke og i dets Undergang. Det er ikke Oehlenschlägers Foraarspust, der møder os i dem, men Efteraarsstorme, der barskt jage hverandre, Kærligheden som en dræbende Lidenskab, Samvittighedsnaget som en sindsforvirrende Sjælekvide, Livet som alles blodige Kamp mod alle. Sigurd Faavnesbane, der, higende efter Heltedaad, vil finde Sværdet til at hævne sin Faders Død med, om han saa skulde grave Jorden milevidt med sine Negle, og som faar Sværdet jaget i sit Bryst af den Valkyrie-Elskov, der er slaaet om i et flammende Had til ham, — det er den ene Helt i Grundtvigs „Optrin“. Og Palnatoke, der i sin modne Tro paa Aserne stemmer al sin mandige Styrke mod den indtrængende Kristendom og søger Døden, da alle Tidens Tegn varsle om de store Guders Fald, — det er den anden. Bag Heltene staa Guderne. Og Oldsagnene om Aserne, som i gamle Dage var gaaet „fra Mund til Mund, ved Offersteder og paa Tinge, i Vikingstavne og paa Fiskerbaade, i alle Haande Samlag og om Arnen“, blev for Grundtvig til et historisk-digterik Sindbilledsprog, hvorigennem Nordens Kærnpeaand ligesom i stærke Ungdomsdrømme taler om Folkets Evner og Kræfter og Fremtid. „Og ve den Mand, og ve det Folk, der vanslægter fra saadanne Fædre, som vi bevislig have haft, vanslægter og beskæmmer dem ved at vige fra den stolte, den herlige, den sikre Kæmpebane