Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

326 N. F. S. GRUNDTVIG. for sig, fordybede sig i de gammelgræske Digtere og Historieskrivere. Han havde udvidet sit Blik paa Historien — det „ugudelige“ attende Aarhundrede var nu blevet ham det „uhistoriske og upoetiske“ attende Aarhundrede —, og det var Historien, der bragte ham i hans 55de Aar efter mange Aars Eneboerliv mellem Bøgerne til første Gang at tale offentlig fra en anden Talerstol end den kirkelige. Paa Borchs Kollegium holdt han 1838 en Række Forelæsninger over de sidste 50 Aars europæiske Historie, „Mands Minde“ kaldte han dem. Med den tæt stuvede Forsamling staaende langt ud paa den aabne Trappe, henved 600 i Tallet ved den sidste Forelæsning, med syv, otte Stykker bænkede paa selve Talerstolens Fodtrin, talte den hvidhaarede Præst, den „frie Lærer for de frie“, til den opvakte, særlig den studerende Ungdom i Hovedstaden for „at vinde den for sin nordiske Anskuelse af Menneskelivet og Historien“, for Arbejdet paa det danske Folks genfødelse. Snart i lunefuld, ordrig Skæmt, snart i tændende Flammeord brød hans storslaaede Personlighed sig Vej og gjorde det sandt og naturligt i hans Mund, som i hans Skrift kunde synes sært og søgt. Det var hans Tilhørere, som om de i ,hans Tale paa én Gang hørte Kæmpedrøn og Vemodstoner, Fjældskred og Bølgeskvulp, og de bragte i Sang og Tale „Kæmpen mellem Dværge“ deres Tak, da han havde talt sidste Gang. Det var Forelæsninger, saadanne som endnu ingen var bleven holdte i Københavns Høresale, skrev en at hans unge Tilhørere. Grundtvig fortalte dog netop ved den Lejlighed om en Række Forelæsninger, som mens han selv var ung Student, havde givet ham „en levende Forestilling om Ordets vidunderlige Livskraft“