Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

co CM CO N. F. S. GRUNDTVIG. og slæbende gaa i Livets Trædemølle. Virkeligheden for sig og Digtningen for sig, det var de nye Digteres Løsen, ja Digterdrømmene er dem den sande Virkelighed, de praktiske Sysler er kun som Muldvarpes blinde Roden i Jorden. Det fjærne, som Indbildningskraften forgylder, tiltrækker dem derfor mere end det, der ligger lige for deres øjne. Naar Grundtvig tyede til den fjærne Oldtid, hang det sammen med den romantiske Tankegang. Men selve Tanken om det gamle Norden gav ham en Opfattelse af Digtekunsten, der førte ham ud over den romantiske. Han vilde ikke som de andre, at man i Digtekunsten skulde glemme Livet; men som i Oldtiden Skjalden, der sang, tillige havde været Helten, der hug, saaledes blev Digtekunsten ham et Vaaben til at kæmpe med for den Sag, han vilde bringe til Sejr i Livet. „Jeg ypped, jeg voved den standende Strid, jeg høded, jeg hugged, jeg sang og jeg sukked, min Hu stod til Sejer og Fred.“ Og naar der lige til hans høje Alderdom drysser Digte fra hans Haand, naar han med en Arbejdsdygtighed, der næsten er uden Lige, saa godt som hele Døgnet igennem, mange Gange kun med faa Timers Nattesøvn, som han nød i sin Lænestol, sidder ved sit Skrivebord granskende i sine Bøger, arbejdende med sin Pen, „halv en Bogorm, halv en Skjald“, — saa er det de Følelser og Tanker, hans Livsinteresser fremkalde hos ham, der komme til Orde i, hvad han skriver. Som Tankerne fylde ham, saaledes forme hans Digte sig da, tit brede