Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

332 K. F. S. GRUNDTVIG. bestemt til at regere, men kun til at udtale Folkets Hjærtensmening saavel om Skatterne som om Regeringen i det hele, og Grundtvig lægger sine Landsmænd paa Sinde nu, da de har faaet en raadgivende Stemme med i de offentlige Anliggender, at Manglerne i det engelske Samfundsliv netop for en stor Del stamme fra, at Parlamentet ikke har villet nøjes med at være raagivende, men har villet regere. Grundtvig er da fremdeles en ivrig Tilhænger af den kongelige Enevoldsmagt, „en gammel Royalist“, som han selv kalder sig; det er hans Stolthed, at de danske har erhvervet sig Navn af det kongeligste Folk under Solen. Og særlig dansk er i lians øjne den barnlige Tillid til sin Konge, der i 1660 lod Folket lægge al Magten som en frivillig Gave i Kongens Haand, og den faderlige Tillid til sit Folk, der i 1831 lod Kongen frivillig skænke det -til Gengæld det frie Folkeraad. „Lige saa uforbeholdent“, skriver han, „som jeg an-priser Enevoldsmagten, hvor den som hos os ej er tagen med Vold, men givet og skænket af Folket, lige saa uforbeholdent anpriser jeg Folkeraadet med fri Stemme over alle Rigets Anliggender, naar det som her ej har rejst sig i Modsætning til Kongen, men er hans kongelige Storværk.“ De oldenborgske Konger blive da i alle Maader det Kongehus, Grundtvig sætter højest af alle og venter sig mest godt af — Mage til Konger har intet Land haft —, og særlig er Frederik den sjette, „Bondevennen paa Enevoldstronen“, ham den Konge, under hvem Danmarks gode Lykke har aabenbaret sig klarere end nogen Sinde lige siden Kong Skjolds Dage. „I Løbet af tredive Aar stod jeg for hans Ansigt ved alle vigtige Tilfælde i mit Levnedsløb. Hans Gavmildhed var gennem mange Aar mit „visse