Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. 333 Levebrød“,“ siger han ved Kongens Død i personlig Taknemmelighed. Denne faderlige Enevælde er den Tap, hvorom den folkelige Udvikling i Danmark har drejet sig: „Da Kongen var indskrænket ved en Haandfæst-ning og maatte intet vigtigt foretage sig uden Rigs-raadets (Adelens) Samtykke, da blev Borger og Bonde Adelens Træl og Riget kom to Gange paa Randen af sin Undergang. Siden vor Konge igen fik Enevoldsmagten, er Borgerstanden blevet lige saa fri som Adelen, Bondestanden befriet fra sin værste Trældom og Riget kendelig i Opkomst.“ „Jeg er vis nok paa, det har slet ingen Nød, at det virkelig oplyste Danmark vil forlange nogen anden Statsforfatning end den, der udsprungen af en mageløs Fædernelandskæriighed er skikket til at nære den; altsaa kongelig Enevoldsmagt og fri Folkestemme.“ Naar den frisindede Ungdom her hjemme i Atten-hundredefyrrerne, greben af hvad der rørte sig omkring i Europa, kæmper for et „konstitutionelt Monarki paa demokratisk Grundlag“, saa er han paa Folkelighedens og Danskhedens Vegne en ivrig Modstander af denne Bevægelse. Selve de „pluddervælske“ Ord er ham allerede Tegn paa, at det er fremmede, laante Former, man vil presse det danske Folkeliv ind i. Og det har dernæst Nordens Aand, særlig i Engelskmandens Skikkelse, givet ham en dyb Følelse af, at ethvert Rige endnu langt mere end ethvert Hus maa have sin Skik, saa at i denne Henseende Ensidighed er det eneste rette. Og endelig: jo mindre et Folk og et Rige er, med des mere Iver og Nidkærhed maa de holde paa deres Ejendommelighed som paa deres Enemærker, hvis de ellers vil blive ved at beholde deres Frihed og Selvstændighed.