Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

334 N. F. S. GRUNDTVIG. I 1848 førte saa dog Frederik den syvendes frivillige Opgivelse af Enevoldsmagten Landet over i det „konstitutionelle“ Kongedømme, og da den grundlovgivende Rigsdag indkaldtes, var Faren for Folk og Rige i Grundtvigs øjne stor og øjensynlig. Et Kongedømme, der „deler“ Magten med Folket, var ham en Modsigelse, fordi „to halve Regeringer aldrig kan udgøre en hel“. Og Folk tage mærkelig fejl, naar de mene, at den Sætning: Stændertiden er forbi, nu skal Folketiden komme! kun behøver at udraabes i en saakaldt Folkeforsamling, saa er alt klart, ligesom da man raabte fra Slotsaltanen : Kristian den ottende er død, Frederik den syvende leve! Desuden er der jo ingen, der kan have mindste Sikkerhed for hvad der paa den almindelige Rigsdag vil faa de fleste Stemmer, og der er Fare for, at den almindelige Valgret langt fra at være til fælles bedste, snarere vil føre til en Landeplage med daglig Kiv og Strid og Bestikkelser. Som Holbergs Aandsfrænde ser Grundtvig ogsaa Sagen fra den latterlige Side og trækker paa Smilebaandet ad „den store Rigsdag i København, der vel ikke rides ind med flyvende Faner og klingende Spil, men trippes dog ind i Gaderne af alle dem, der tripper om fra Dør til Dør for at udbede sig de ærede Vælgeres Stemme, og maa da sagtens støde lidt i Trompet for dem selv som Folkets bedste Venner og modige Kæmper for „det konstitutionelle Monarki med demokratisk Grundlag““. Snart stod han imidlertid selv overfor Holmens faste Stok ude i Nyboder for at bede Sømændene give ham deres Stemmer ved det forestaaende Rigsdagsvalg. Han sagde til dem: „Paa den Rigsdag, som nu staar for Døren, skal Danmark, om det vil lykkes, have en ny Grundlov, det vil sige, en Lov, som baade Kongen