Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

336 N. F. S. GRUNDTVIG. Riges Grundlov, og alt, hvad der passer til Danmark og det danske Folk som en knyttet Næve til et blaat øje, det skal fejes ud samme Vej, som det kom ind. — Bønderne forstod hans Mening og følte, som en af hans Modstandere siden betroede ham, at der var noget, som rørte sig indenfor Skindet. Saa traadte hans Medbejler, en Sognefoged der fra Egnen frem, og Grundtvig følte, hvor meget der stod paa Spil for ham og hans folkelige Virksomhed, hvis han den gamle Bondeven, blev fortrængt af en Bonde. Sognefogden sagde først modig til sine Vælgere, —og det var rimeligvis de fleste af Bønderne, — hvad han vilde stemme for, hvis han kom paa Rigsdagen. Men saa skiftede han Røst og bekendte, at det kun var med en sørgelig Følelse, han kunde staa i Vejen for sin gamle Præst og Lærer, hvem han baade som trofast Bondeven og frisindet Mand maatte give de bedste Vidnesbyrd, saa han vilde helst træde tilbage og selv bede sine Vælgere stemme paa Grundtvig. Det rørte øjensynlig Bondeskaren. Sognefogdens Tilbud blev modtaget med almindelig Jubel, og han traadte tilbage. Den glade, hjærtelige Stemning kastede for Grundtvig som Skæret af en Sommer-Aftenrøde over Valgdagen i Præstø og Aftenstunden paa Herregaarden Nysø udenfor Byen, hvor „Adelsmand og Præst, Krigsmand, Borger og Bonde ikke blot rakte hinanden Haanden, men fandt al Forskel udjævnet i den dybe, kærlige Følelse, at alle Dannemænd er én Moders Børn og det den ømmeste og elskeligste Moders under Solen!“ Det var under det slesvigholstenske Oprør og Kampen om Sønderjylland, at Rigsdagen i sine første Samlinger holdt sine Møder. For Grundtvig var det ubegribeligt, at man kunde være født i Danmark, have