Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

338 N. F. S. GRUNDTVIG. Fredstid er en Landeplage, der vilde forspilde al Fredens Velsignelse, undergrave Fædrelandskærligheden og udelukke Frivilligheden. Til en velafrettet staaende Hær hører først og fremmest blind Lydighed uden Spørgs-maal om, enten man derved nytter eller skader, frelser eller ødelægger Fædrelandet, og Mod paa Krigen, ikke for Fredens, men for Krigens egen Skyld; hvis Danmark nogen Sinde fik en saadan „veldisciplineret og tapper Armé“, hvor hele Folkets Ungdom kom under Aaget, under Garnisonstjenestens Afretning og Kasernefængslets Krumslutning, udsat i en farlig Alder for de utallige Fristelser, et i Grunden ørkesløst, men dog optaget Soldaterliv medfører, saa var det aabenbart forbi med Danmarks Fred og Frihed, forbi med det danske Folks Lykke. Nej, var Talen om almindelig Folkevæbning og alle voksne Karles hjemlige Vaabenøvelse i Fredstid, med Forpligtelse til, naar Fædrelandet truedes, paa første Opraab at samles under Danebrog og byde Fjenderne Spidsen, hvor mange de saa var, da skulde ingen tale ivrigere derfor end jeg, siger Grundtvig; thi jeg har virkelig ikke mindste Medlidenhed enten med Junkerne eller med de unge Filosoffer. Skrivere og Bogorme, naar der ikke times dem noget værre end at blive lidt solbrændte, haardhændede og ømbenede, og jeg kalder alle dem Vantrivninger, som ikke engang i Ungdomsaarene har Lyst og Mod til at kæmpe for Fædrelandet. Derfor: ingen almindelig Værnepligt med Trældom, men Folkevæbning med Frihed! — Men Grundtvig stod saa godt som ene; den 12. Febr. 1849 udstedtes Loven om almindelig Værnepligt. Det var Grundtvigs blivende Anke, at Martsministeriet i Steden for at opmuntre Frivilligheden og Folkevæbningen lige fra Begyndelsen havde staaet vranten ligeoverfor de fra alle