Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. 341 da heller ikke paa Rigsdagen: mere end én Gang vedtoges der Afslutning, naar han vilde have Ordet, og Formandens Klokke havde jævnlig travlt, naar Grundtvig talte. Han lod sig dog ikke forknytte. Da han en Gang havde sagt, at Ministeriet, naar det havde faaet Penge bevilgede, maaske eller rimeligvis, saa snart det var sket, ikke alene kunde opløse Rigsdagen, men kuldkaste Forfatningen, kaldte Formanden ham til Orden, fordi han beskyldte Ministrene for Højforræderi, hvad man ikke maatte tiltro noget som helst Ministerium. Grundtvig svarede straks, at hvad Ministrene efter Grundloven kunde anklages for, maatte de ogsaa forudsættes mulig at kunne begaa. Ploug indbragte en anden Gang et Forslag om Tillæg til Forretningsordenen, der afskar et Medlem, der stod ene, Retten til at stille Ændringsforslag; det gik efter manges Mening ud paa at stoppe Munden paa Grundtvig; denne mente, at Forretningsordenen var stram nok i Forvejen — han kaldte den med dens mange Paragraffer „et Snøreliv med 32 Fiskeben“. Af alle hans mange Ændringsforslag til Grundloven blev kun ét vedtaget: „Offentlighed og Mundtlighed skal saa snart og saa vidt som muligt gennemføres ved hele Retsplejen.“ Han vedblev bestandig at staa enlig i Folketinget. Spurgte nogen ham, til hvilket Parti han hørte, svarede han: Til det politiske Parti, som det danske Folk fra gammel Tid har udgjort, men for øvrigt giver jeg med største Fornøjelse Bondevennerne min Stemme, saavidt min danske Samvittighed tillader. Straks, da han i 1848 kom ind, var det hans Raad ingen Grundlov at skrive, før Krigen var endt, men kun at enes om visse Forudsætninger for Rigsdagens fri Medvirkning til alt, hvad der angik Folket og Riget; han tænkte derved særlig