Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

342 N. F. S. GRUNDTVIG. paa en Ophævelse af Kongeloven, Enevoldsmagtens-Grundlov, og af Forordningerne mod Trykkefrihed og endnu mere paa Fastsættelsen af Ministeransvarlighed. Da Grundlovsudkastet alligevel blev behandlet og efter lange Forhandlinger forelaa til endelig Afstemning Sommeren 1849, afholdt Grundtvig sig fra at stemme. Han vilde ikke ved at stemme imod den staa Side om Side med dem, der vilde have mindre borgerlig Frihed og mere borgerlig Ulighed, end Grundloven hjemlede, og han kunde ikke stemme for den, fordi den, formet efter udenlandske, især franske og tyske Mønstre, syntes ham beregnet paa et mistænksomt, stridbart og stundes-tøst Folk, ikke paa et godtroende, fredeligt og mageligt Folk som det danske, og kun egnet til at skabe Parti-gængere. Endnu i 1850 bekender han, der aldrig har villet gøre nogen Røverkule af sit Hjærte, at han nu som før vilde ønske Danmark en Konge med Enevoldsmagt og et frit Folkeraad, som hverken var lovgivende eller lovskrivende, men dog kun paa det Vilkaar, at der til-sikredes Folket langt mere virkelig Frihed i Aand og Sandhed, Ord og Gerning, end Junigrundloven hjemlede, og under den Forudsætning, at Ministrene vilde tage Folkestemmen, Folkefriheden og Folkevilligheden langt mere i Betragtning, end de selv med en lovgivende Rigsdag og med juridisk Ansvarlighed for den endnu havde lært. Det er Folkelivet med hele dets frit forgrenede Virksomhed, der stadig staar i Forgrunden for ham, medens Forfatningen, Formerne, er det underordnede. Han var derfor ikke nær saa let at fornøje eller fyldestgøre som de, der raabte sig hæse paa „konstitutionelle Former“, ti de, siger han, med Braadden i sine Ord vendt mod det herskende nationalliberale Parti,