Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. 343 „var, som Tiden viste, fornøjede, naar de selv blev Ministre, og savnede da ikke engang en Konstitution, men fandt, de var selv en Konstitution“. En Forfatning bliver let Stilstand, men Loven for Folkelivet som for ethvert Liv er uophørlig Bevægelse. Men da nu Danmark har faaet sin Grundlov, faaet den paa saa ordentlig og fredelig en Maade som noget Land i Verden, saa bøjer han sig for Kendsgerningerne og det, der derved er blevet en Magt i Folkelivet, i Tillid til, at skulde man siden finde grove Fejl i Grundloven, saa vil de nok paa lige saa ordentlig og fredelig en Maade blive rettede. Han kommer da snart til at vende sig imod sine bedste Venner, naar de optagende hans egne Tanker ønske Grundloven med dens tyske Vidtløftighed, dens franske Overfladiskhed og dens udanske Tørhed, og den lovgivende Rigsdag med dens Bondevenner og dens Embedsvenner, dens slæbende Gang gennem to Kamre, dens høje Kostpenge, dens langtrukne, ulæselige Rigsdagstidender osv. langt borte. Han siger dem lige i øjnene, at selv om alle deres Anker baade mod Grundloven og Rigsdagen ikke blot var saa meget grundede, som han selv maatte indrømme, men endnu meget mere, saa var deres Ønske om at blive denne maadelige Grundlov og daarlige Rigsdag kvit dog endnu daarligere end baade Grundloven og Rigsdagen, da de jo dog vidste, at deres Ønske om lutter gode Enevoldskonger og det ene Ministerium bedre end det andet var aldeles magtesløst til at skabe Konger og Ministre efter deres Hoved, medens det derimod med den gældende Grundlov og Rigsdag er soleklart, at det bedste, der hersker hos Folket, ogsaa vil komme til at herske over Riget og give det Love. Og naar Folk taler om at indskrænke Valgretten, saa peger han paa Erfaringen,