Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

, 344 N. F. S. GRUNDTVIG. der siger os, at lige saa lidt som to Skæpper Hartkorn, er to Tønder Guld enten paa nogen Maade Sikkerhed for eller giver mindste rimelige Formodning om, at den, som har dem, er enten mere oplyst eller uegennyttig end den, som fattes dem. Og derfor mener han, at man skal indrømme ikke alene hvad der er indrømmet, men uden videre give Valgret til enhver fuldmyndig Mand, som ikke ved Lov og Dom har mistet sine Borgerrettigheder og som ikke gør Paastand paa nogen Forsørgelsesret. Og paa det Stade blev han staaende. „Frit at tænke, tro og tale, det er Folkets gamle Ret,“ var hans Løsen i 1854 under det frihedsfjendske ørstedske Ministerium; og han føjede fortrøstningsfuld til: „Bladet let sig vender om, Folkets Røst er Himlens Dom.“ Med fuld Føje gjorde han Indsigelse imod Ministeriets Paastand om, at det kun var et halvt Hundrede Knurrepotter, der gjorde Spektakler i Landet og hidsede Befolkningen op, medens det i Virkeligheden var hele Kærnen og Sjælen i det danske Folk, der sagde nej til Regeringens ufolkelige og udanske Politik, til dens vilkaarlige Afskedigelser af Embedsmænd, dens Sags-anlæggelser mod Pressen, dens Anklager mod Rigsdagen, dens Misbrug af Kongens Navn i Partikampen, dens Brug af ubevilligede Penge, ved hvilket han saa Sagens Kærne deri, at det var „Overskridelser, gjorte af et Ministerium, der havde Rigsdagens og uden Tvivl ogsaa Folkets Mistillid“. Under Forfatningskampene var han bestemt imod Helstatspolitikken, der løsnede Slesvig fra Danmark for at holde paa Holsten og vilde flytte Rigets Toldgrænse fra Ejdøren til Elben. Grundtvig mente, at det danske Folk langt fra at holde paa Holsten maatte stræbe at faa saa lidt som muligt at gøre med det vild-