Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

346 N. F. S. GRUNDTVIG. kongeligt; hans Ord, siger man, i Alderdommen er meget for mildt og meget for folkeligt; men ingen har dog nægtet, at hans Ord var altid dansk og fædrelandsk og det i saa høj en Grad, at han ikke sparede at sige om det lille Danmark, hvad en berømt britisk Statsmand sagde om det store England: Jeg ønsker den hele øvrige Verden alt godt, men naar enten den eller mit Fædreneland skulde forgaa, saa foretrak jeg dog uden Betænkelighed mit Fædreneland.“ Det vilde være klogt, netop statsklogt, sagde han, om man vilde ænser hvad han spaar om al den Bitterhed, Splid og Krebsegang indadtil og de Farer udadtil, som man selv bereder sig, naar man nu vil presse og drive Grundlovs-forandringen igennem; og det tør han dristig forudsige, at naar kun Danmark beholdt sin Valgret og sit vel skrøbelige, men dog folkevalgte Landsting, saa vil den Tid snart komme, da Folkets sande og sunde Følelse vil klare sig paa Forholdet mellem en fri Konge og et frit Folk, som ikke er bundet af noget Privilegium, ikke skilt ad ved Stænder. Endnu et Forsøg gjorde han, før han nedlagde Vaabnene. Sammen med Oberst Tscherning, Folketingets Aldersformand, som dér havde kæmpet den samme Kamp som Grundtvig i Landstinget, henvendte han sig i en Skrivelse til Kongen og besvor ham ikke at stadfæste Grundlovsforandringen. De to gamle Førere bad om Audiens hos Kongen for personlig at overrække deres Andragende, men Kongen lod dem vide, at han ikke kunde gaa ind paa Andragendets Indhold og derfor heller ikke ønskede at se dem. Den 28. Juli 1866 blev den ny Grundlov underskreven af Kongen.