Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

348 N. F. S. GRUNDTVIG. den kunde tilegne sig den Dannelse og Oplysning, der maatte ønskes baade hos Folkeraadet og dets Vælgere, en Folkelivs-Skole, hvor Modersmaalet var enevældigt. Berger og alt, hvad der ligner dem, skulde spille saa lille og underordnet en Rolle som muligt; kun den levende Paavirkning gennem det mundtlige Ord kan vække Livet, hvor det sover, og faa Folkeaanden i Tale. „Mig blev det givet“, udbryder Grundtvig stolt, „at opdage den store Naturlov for Aandens Virkning og Forplantelse.“ Saa meget dybere følte han Nødvendigheden af Skoler for de voksne, som han i det hele var en Modstander af det bestaaende Skolevæsen for Børn, særlig af de lærde Skoler. Hans egne Minder fra Skoletiden var alt andet end lyse, han siger, at han vilde have givet meget til, at han ikke havde spildt sine Drengeaar paa den latinske Skolemesterleg. Den tomme og aand-løse Latinskole i Aarhus, hvori han gik Aarene før 1800, bragte ham til at glemme „ikke blot Napoleon og Aviserne, men Kirkehistorien, Kirkegangen og Børnelærdommen over Kedsommeligheden, Tobakspiben, Kortspillet og Dagdriveriet med Skolebøgerne under Armen“, og forvandlede ham i mindre end to Aar til den kolde, selvkloge og lavstammede Person, han var som nybagt Student. Ungdomserindringer og Manddomstanker forenede sig da hos ham om at fælde en lidenskabelig Dom over den lærde Skole i Danmark med dens unaturlige Drengevidenskabelighed og dens kinesiske Eksamensvæsen. Den Kundskab, som kan naas i Skoler, hvor Drengene, løsrevne fra Naturen og fra det huslige og praktiske Liv, hænge over Bøger og Regnebrædder fra Morgen til Aften, bliver efter Grundtvigs Mening lige