Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. Tb CO saa død som al anden Bogkundskab, der ikke smelter sammen med et tilsvarende Liv hos Læseren. Ikke blot Grammatikken og Matematikken, men alt Hovedbrud i Barnealderen, før Hjærnen sammen med det øvrige Legeme ret er udviklet-, virker aandsfortærende og dræbende. En Undervisning, som trodser Menneskenaturens Love, arbejder paa at nedbryde den, og det er den haardeste Anklage mod Latinskolen, naar Drengene i den allerede som halvvoksne gaa omkring med opbrugt Livskraft, forvandlede til Skygger. Det er en farlig Overtro, om den end (lækkes med et kristeligt Skin, at hvad Legemet taber, det maa Sjælen vinde, og en tysk Indbildning, at Livet kan og skal lade sig forklare i Skolen, før det leves i Virkeligheden. „Den eneste gode Drengeskole for Borgerlivet, jeg har nogen Forestilling om,“ siger Grundtvig „er dygtige og driftige Borgeres Huse, hvor Drengene kan faa baade Lyst til Syslerne, de siden skal drive, og Greb paa dem, medens al Indespærring i skolastiske Forbedringshuse er for det virksomme Borgerliv den rene Fordærvelse: Indpodning af Kælenskab, Dovenskab, Ubehjælpsomhed, Bogormevæsen og alle borgerlige Udyder.“ Grundtvig gaar her ind i den Tankegang, som der ude i Europa var slaaet til Lyd for af de to berømte Schweizere Rousseau og Pestalozzi. Men den lærde Skole fejler ikke blot ved at ville saa Lærdom i Barnesjæle, hvor der endnu ikke er nogen Jordbund at saa den i, men ogsaa ved at bygge paa ufolkelig Grund. Den efteraber Tyskerne, de danskes Skolemestre i 400 Aar, skønt deres Oplysning passer saa lidt til det danske Folk med dets øre for Hjærtets Tale, at den vil spidde Hjærtet med spidse Penne og