Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

350 N. F. S. GRUNDTVIG. stoppe Munden med lærde Bøger. Og den lærde Skole bøjer sig gennem Latinlæsningen for Romeraanden, skønt den romerske Historie, der skildrer et Røverfolk, hvis Maal er at kue alle andre Folk ned under sit Aag, er den forgiftigste Sjæleføde, man kan tænke sig. Grundféjlen i hele vor saakaldte Dannelse, slutter Grundtvig da, er den, at den har villet lade os gaa ud af vort eget gode Skind og krybe ind i et fremmed. En folkelig Højskole, som Ungdommen hverken lokkes til med Levebrød som til den lærde Skole eller drives til med Bøder som til Almueskolen, men søger til af egen Drift og Lyst, vil imidlertid virke tilbage paa Barneskolen og knytte den, som det naturlige er, til Folkelivet og Forældrene. Og omvendt vil en fri Skole i Steden for Tvangsskolen, en Folkeskole i Steden for Statsskolen sætte Krone i den store Højskole for dansk Oplysning. Midt i Sjælland, som allerede Sakse kaldte Danmarks Perle og Rigets Midte, i Sorø, hvor Absalon hviler, og hvor Holbergs Penge og Jordegods har lagt Midlerne til rette, dér ønskede Grundtvig at Højskolen skulde rejse sig. Og hvad skulde Ungdommen høre tale om paa denne Højskole? Om Folk og Fædreland, betragtede ikke fra Lærdommens, men fra Livets Side med alle det danske Folks naturlige Betingelser og Virksomheder, saa at de unge kunde vende tilbage fra Højskolen til deres praktiske Dont med forhøjet Lyst til denne, med klaret Blik for de menneskelige og borgerlige Forhold og med styrket Følelse af det folkelige Fællesskab. Et Folk har i sit Sprog det levende Udtryk for sin Ejendommelighed, og Folkelivet staar paa Spil, naar det ringeagter og forsømmer sit Sprog;