Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. 351 derfor maa Mod er sm aalet være Hovedsagen paa Højskolen, saaledes som det lever, ikke i de lærdes Pander eller selv i de bedste Skriveres Penne, men i Folkemunde, i Kæmpeviser, Ordsprog og Mundhæld og uskyldige Skælmerier. Til Fædrelandets Sprog maa Fædrelandets Historie slutte sig, levende fortalt. „Jeg tør nok vædde,“ siger Grundtvig i 1848, „at kunde jeg paa en saadan Højskole talt med den danske Ungdom om deres Fædre i de tredive Aar, jeg har tænkt der-paa, da vilde det nu se bedre ud i Danmark.“ Særlig maa Fortællingen samle sig om de danske Oldsagn som Levninger af ældgamle historisk-poetiske Viser og Kvæder, og om de Opgaver, de stille Folkelivet. Af Danmarks egentlige Historie, skriver han samtidig, er Rigets Splittelses- og Genrejsningstid i Middelalderen, Begivenhederne mellem Svend Estridsens Tronbestigelse ■og Valdemar den stores Død, om hvilke Sakses Krønike giver den rige Førstehaandsfortælling, det eneste, der lader sig anvende ved en folkelig Undervisning. I den danske Histories sidste 600 Aar er det kun Brudstykkerne om det danske Riges øjensynlige Fare og lykkelige Frelse lige fra Niels Ebbesens Dage til vore, der egner sig til folkelig Næring, og disse 600 Aar maa derfor paa den danske Højskole løbes over med en Harefod, naar ikke Mængden af Tilhørerne skal bebyrdes, kedes og sløves. Til den historiske Fortælling om Fortiden kommer saa en Skildring af Danmark, som det er, et „Danmarks Spejl“, der bedst vilde tilegnes af Ungdommen, naar en af Skolens Ledere var en livlig og vel oplyst Mand, som havde berejst Fædrelandet med aabne øjne, kendte baade Folk og Fæ, baade Kornet og Kornblomsterne, havde sat sig ind i Egenhederne hos Sjællandsfar og Jyde, Bornholmer og