Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. 353 Forespørgsel i Folketinget til Undervisningsministeren efterlyse dens Skæbne. Det var den lærde Dannelses og videnskabelige Kritiks Stormester i Danmark, den berømte Latingransker J. N. Madvig, der som Minister stod overfor Danskhedens gamle Stridsmand. Han udtalte sig imod en saadan „Karakteren af Danskhed monopoliserende Undervisningsanstalt“ som den paatænkte Højskole, henviste til de politiske Forhold i Marts Maaned 1848, som ikke tillod nogen Minister paa eget Ansvar at udføre Planen, og udtalte, at selve Rigsdagen var den ypperligste Skole for Folket. Grundtvig svarede, at det netop var paa denne Rigsdag, hvor en ny Grundlov for Danmarks Elge skulde drøftes, en ny Grundvold for Fremtiden lægges, at man dybest maatte føle Savnet af en saadan dansk, folkelig Højskole, og under Bifald fra Tilhørerpladserne endte han med at sige: „Det er et Folke-ønske og bliver et Folkeønske, til det opfyldes.“ Den store Stats-Højskole var da skrinlagt af Regeringen og er endnu, en Menneskealder efter, ikke naaet videre. Men Tanken havde allerede ad anden Vej begyndt at slaa Rod i Befolkningen. 1 1844 stod Grundtvig paa Skamlingsbanken i Sønderjylland som Taler ved et stort Folkemøde, hvor Danebrog vajede oppe og nede og Bankerne genlød af Tusinders Hurraraab. Greben af Mødets Betydning, paa dette Sted, hvor Danskhedens Forposter, de sønderjyske Bønder, var samlede, talte Grundtvig til dem i stive fem Kvarter og lagde dem paa Hjærte at rejse en dansk Højskole, hans sødeste Drøm i mange Aar, her i deres Midte. Samme Aar indviedes paa sønderjysk Grund, i Rødding, den første grundtvigske Folkehøjskole, rejst ikke ved nogen Regerings Foranstaltning, men af Befolkningens egen Drift. H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. 23