Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

354 N. F. S. GRUNDTVIG. Og da Grundtvig fyldte 70 Aar, lagde Meningsfæller af ham en større Sum Penge i hans Haand, for at han for dem selv kunde oprette en Højskole, der skulde bære hans Navn. 1856 aabnedes den; for den skrev han sin berømte Folkesang: „Hvad Solskin er for det sorte Muld, - er sand Oplysning for Muldets Frænde“, og lige til sin Død fulgte han den med levende Interesse, aabnede den stadig med et Foredrag, besøgte den ogsaa ellers og var jævn og venlig mod dens Elever, saa de fik Mod og Lyst til at besøge ham enkeltvis og tale til ham om hvad der laa dem paa Sinde. Det var en fast Skik, at hele Skolen, Lærere og Elever, tilbragte Skoletidens sidste Aften i hans Hjem. Hvad der ovenfra i Samfundet ikke føltes Trang til at hjælpe frem, arbejdede sig saaledes op nedenfra. Men først efter Krigen i 1864, da det lidte Nederlag truede selve Danskhedens fortsatte Tilværelse, tog Højskolebevægelsen rigtig Fart. Unge, begejstrede Mænd, som havde faaet den grundtvigske Tankes Ilddaab, drog ud i Landet og samlede Bønderne om sig, hvor de plantede deres Fane. Gennem „Sang, Sagn og Saga“ lod de dem fornemme det levende Ords Magt, og søgte først at vække dem, for derefter at oplyse dem. Og Folkehøjskolerne, de frie Skoler for den mandlige og kvindelige voksne Ungdom, er nu en Magt i det danske Folkeliv, der aarlig drager Tusinder særlig af unge Bønder til sig. Har de til Tider, fødte, som de er, af en Digters Hjærne, dukket med ensidig Kraft ned i Oldsagnenes Væld, i digterisk Fortolkning af de gamle Æventyrs og Kvads Sindbilledsprog; har den historiske Fortællings Ejendommelighed som Meddelelse paa anden Haand mangen Gang givet Undervisningen mere Præg af lydhør Modtagen end af selvstændig Kamp for Til-