Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

Cn CO FORTIDENS SKOLESKUESPIL. gravede, sammenfaldne Rester af sin fordums Storhed tilbage, da Kunsten i det hele og særlig Skuespillet var udartet til den groveste Sansepirring, til Svælgen i Blodsudgydelse og Utugt, var det ikke til at undres over, at den kristne Kirkes Talsmænd i deres Domfældelse af den Kunst, de saa for deres øjne, kom til at fordømme al Kunst og først og fremmest Skuespillet og Skuespilkunsten. . En kristelig Kirkefader, Tertullianus, havde i Slutningen af det andet Aarhun-drede efter Kristus i et særligt Skrift udtalt sig lidenskabeligt mod Skuespil og Skuespillere. „Jeg spørger/ havde han sagt, „om saadanne Personers Frembringelser kunne behage Gud, som forbyder al Efterligning {simili-tudo), fremfor alt da af hans eget Billed. Sandhedens Ophav elsker ikke det falske, og et Falskneri er i hans Øjne alt, hvad der er opdigtet. Han, som fordømmer alt Hykleri, vil ikke give den sit Bifald, der tillyver sig Stemme, Køn og Alder, der fremhykler Kærlighed, Vrede, Suk og Taarer.“ Han føjer til, at den almægtige aldrig vil tilgive Skuespillere, der til Trods for Evangeliets Ord (Matth. 6, 27) ved Hjælp af højhælede Støvler (Koturner) lægge en Alen til deres Vækst, og indstævner truende slige til en virkelig Tragedie, Dommedagstragedien med den evige Pine i Helvede. Og den kristelige Apologet Lactantius fra det tredje og fjerde Aarhundrede domfælder Skuespillene i følgende Udtryk: „De komiske Stykker handle om Jomfruers Utugt og Skøgers Kærlighedshandler, og jo mere veltalende saadanne Skændsler ere skildrede, des mere forlokkende gør Stilens Pyntelighed dem. Og lige saa stille de tragiske Skuespil sig onde Kongers Forræderier og Ugudeligheder for Øje og vise os Forbrydelsen paa Koturne. Hvad skal jeg sige om Gøglere, der under-