Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

360 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. Træ imellem sig, Johannes som Herold med Kristi Fane og Lammet, Judas med Pengeposen og lige efter ham Djævelen med Bøddelstigen, derefter de forskellige Helgene, hver med sit Mærke, som den hellige Georg paa sin Stridshest med den fældede Drage slæbende bag efter sig. Et lignende Skuespil var det, naar en Biskop Palmesøndag red ind i sin Residens som Kristus paa sit Asen og gamle og unge, Præster og Lægfolk kom ham i Møde under Hosiannaraab og strøede, om ikke Palme-, saa dog Pile- og Fyrregrene paa hans Vej. Og da saa disse Spirer til et Drama udfoldede sig, er det intet Under, at det var et gejstligt, til Opbyggelse bestemt Skuespil, der fødtes, med en om Kristus og hans Forgængere stadig kredsende Forestillingsrække, og at Kirken en Tid lang, omtrent til den sidste Fjerdedel af det trettende Aarhundrede, vedblev at være dets naturlige Skueplads, saa meget mere som Opførelsen var bunden til Festdagene, hvis kirkelige Tekster derfor helt eller halvt genfindes i Skuespillene. Saaledes samlede, Aarhundreder igennem, over hele Europa Paaskeskue-spillet tætte Skarer om sig, der trods Latinen, som Stykkets Personer talte, fulgte Lidelseshistoriens i Forvejen bekendte Handling med Andagt, Rædsel eller Opbyggelse. Det er det antikke Dramas Oprindelseshistorie, der paa sin Vis gentager sig, de religiøse Forestillinger, der for at gribe Folkemasserne skabe Kunstformer i Overensstemmelse med deres eget Væsen og Tidsaldrenes Kulturtrin. Fra Kirkens snævrere Rum vandrede Skuespillet saa ud paa Torve og Pladser og blev til en Begivenhed, som en hel By kunde tage Del i. Under Trompetstød udgik en højtidelig Opfordring til alle om at spille med for deres egen Frelses Skyld og til Kristi Ære; de,