Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

362 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. Tønde, som Djævelen sprang ud af og ind i, og Fristelsens Bjærg en anden opretstaaende Tønde. Hverken Nutidens eller Oldtidens Dramaer ligne disse Middelalderens brede, stofrige Skuespil; de kende ikke til nogen kunstnerisk formende Begrænsning, men lade Handlingen fortones i en episk Række Begivenheder og Karaktertegningen forsvinde i Massevirkning. Tidens aandelige Udvikling træder os i Møde gennem dem med alle sine ejendommelige Træk. Det er Middelalderens naive Raahed, der tillader Fødsler at ske midt paa Scenen eller, som en Gang i England, lader Adam og Eva optræde ganske nøgne for i anden Scene at faa Figenblade paahæftede. Det er en Frugt af dens Trang til det haandgribelige selv paa de aande-ligste Omraader, naar den døende opgiver Aanden i Skikkelse af en Dukke, der kommer ud af hans Mund for at modtages af Engle eller Djævle, saa-fremt den ikke, som hos Judas, hvis Mund er forbandet af Kristus, vælger en mindre pæn Vej. Det er dens kritikløse Spring bort fra al Tidsfarve i Skildringen, al historisk Virkelighed eller Sandsynlighed, der gør det muligt for Adams Søn Set at paaberaabe sig første Mosebog og bede Fadervor eller for alle Slags Hedninger stadig at sværge ved Muhamed. Det er Tidens sædvanlige Blanding af ædelt og uædelt, af patetisk og parodisk, naar selve Gud Fader, der under Sønnens Korsfæstelse er falden i Søvn paa sin Trone, vækkes af en Engel med de drøjeste Tilrettevisninger og Skældsord, naar den hellige Barbara, idet hun hængt op ved Benene og Lem for Lem brændt op med en Fakkel lider Martyrdøden, sammenligner sig selv med en Steg, der er bleven saa mør, at den straks kan serveres, eller naar en Engel tiltaler Jesu i Døden frigjorte