Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 363 Sjæl med „Madame!“ Det er dens fantastiske Dristighed, der sættende hen over alle Skranker lader Skuespillene give sig i Kast med den hele Evighed fra Tidernes Begyndelse til deres Ende; det er dens Drift til at kaste sig hen i en levende Sitren af alle Sanser og samtidig føle sig opbygget derigennem, som bringer den hele Skala af middelalderlige Modsætninger til at klinge os i Møde som en mægtig Akkord, sjælden uden skurrende eller skrigende Toner, men altid brusende som et hundredstemmigt Kor, hvori de enkelte Stemmer forsvinde. Men derigennem blev Skuespillene tillige et Middel, hvorved Tidens Forestillinger som gennem stærke Basunstød brød ind i den store Befolknings Øren og Sjæle og lærte den, hvad den skulde leve for og dø for, et Folkedannelsesmiddel, hvis Betydning maatte blive saa meget større, som Midlerne til Dannelse i øvrigt vare faa og smaa, og Skoler og Bøger for Folket saa godt som ikke fandtes. „Denne voksende Lidenskab for et Slags i visse Maader intellektuelle Fornøjelser, denne inderlige Hjærtensglæde over Skuespil, som især satte Indbildningskraften i Bevægelse," siger Irlænderen Lecky i sit kulturhistoriske Skrift History of rationalism in Europe, „var Begyndelsen til den uundgaaelige Overgang fra det barbariske Livs raa, simple, krigerske, kunst- og fantasiløse Smagsretninger til Civilisationens rige, pragtelskende, forfinede og tænksomme.“ Og hvor dybt et saadant Skuespil kunde gribe ned i et Menneskehjærte, viser følgende Begivenhed. I Paasken 1322 blev et Skuespil om de kloge og de daarlige Jomfruer opført af gejstlige og Skoledisciple for den thüringske Landgreve Frederik „med Biddet i Kinden“. Da nu de fem daarlige Jomfruer forgæves havde søgt Frelse endog hos den hellige