Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

■ _ 364 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. Jomfru, da för Landgreven lidenskabelig op og raabte: „Hvad er da de kristnes Tro, naar Synderen ikke kan finde Naade ved Guds Moders og alle Helgenenes Forbøn?“ Og Bølgegangen i ham lagde sig ikke. Efter fem Dages Forløb, tilbragte i Mismod og Harme, blev han ramt af et Slag og levede sine sidste to Aar under idelige Smerter og Suk. II. Det er intet Under, at man, den Gang Sansen for en mere almindelig Dannelse begyndte at gøre sig gældende omtrent fra det femtende Aarhundrede, ogsaa greb til et Middel, hvis Kraft man saa ofte havde prøvet, og direkte tog Skuespillene i Undervisningens og Opdragelsens Tjeneste. Fra Katolikker og Protestanter, fra Jesuitter og Humanister, i pædagogiske Afhandlinger og praktiske Skoleplaner strømmer der snart Lovtaler ned over Skuespillets udviklende Indflydelse: ved Gymnasier og Universiteter træde de studerende op som Skuespillere til Bedste for deres humanistiske eller religiøse Dannelse. Tyskland gaar i Spidsen, og hvad der sker der, gentager sig mer eller mindre i samme Aand ved de omgivende Landes Undervisningsanstalter. I Luthers „Tischreden“ berettes følgende Samtale: „Dr. Cellarius*) spurgte Dr. Martin Luther om Raad. Der befandtes nemlig i Schlesien en Skolemester, en ikke ulærd Mand, som havde sat sig fore at agere og ’) Det følger af sig selv, at dette og efterfølgende Citater, ved hvis Oversættelse et gammeldags Præg er forsøgt, ikke gøre Fordring paa nogen sproghistorisk Nøjagtighed.