Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

366 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. fornemmeste Mening, causa finalis og endelige Med haver været, at de dermed som med et Skilderi og levende Eksempel vilde lokke til Ægtestanden og afdrage fra Skørlevned. Ti Politi og verdsligt Regimente kunne ikke bestaa uden Ægtestanden. Ugift Stand, Cølibat, er Regimentets og Verdens Pestilens og Forgift.“ Og ved Fastelavnstid 1525 indbyder Luther i et Brev sin Ven Spalatin til en Komedie, som Ungdommen skal opføre i hans Hus, det gamle Augustinerkloster, og desuden til Spisning og Drikning, hvortil Spalatin om muligt helst maa medbringe noget Vildt. Han ser gærne, at Kristi Gerninger ordentlig og uforfalsket sammenstillede blive opførte i Skolerne paa Latin og Tysk til Ihukommelse af dem og til Forøgelse af Ungdommens Vedhængen ved dem. Ja, hans Følelse af Skuespillets opdragende Magt i Forbindelse med hans Trang til overalt at finde bibelske Forbilleder bringer ham endog til i Fortalen til Judits Bog at sige: „Det kan vel hænde, at de have spillet saadanne Digte, ligervis som man hos os spiller Passionen og andre Dele af den hellige Historie, paa det at de ligesom i et alment Billed eller Spejl kunde lære Folket og Ungdommen at sætte Lid til Gud udi al Nød og Vaade.“ Og i Fortalen til Tobias’ Bog siger han i samme Tanke: -„Det er at formode, at af slige skønne Digte og Spil mange have været hos Jøderne, hvorved de paa deres Fester og Sabbater have øvet sig og saalunde lystelig præget Guds Ord og Værk ind i Ungdommen. Ti som Judit giver en god, alvorlig, tapper Tragedie, saalunde giver Tobias en fin, liflig, from Komødie.“ Han mener paa samme Sted endog, at Grækerne havde laant deres Maade at opføre Skuespil paa fra Jøderne, et Sidestykke