Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FOBTIDENS SKOLESKUESPIL. 367 til den Opfattelse, der i de samme Aarhundreder lod alle Sprog nedstamme fra det hebraiske. Der gaar en dobbelt Tankegang igennem disse Udtalelser. Først er det Moralisten og Prædikanten, der i Skuespillenes Stof findei- kraftige Midler til at fremme sine Formaal, fordi Tilegnelsen sker i Glæde. Men Luther fastholder tillige Latinens Herredømme i Skolen og i Kirken. Hans For-maningsskrift „til Raadsherrerne i alle Tysklands Stæder, at de skulle oprette og holde kristelige Skoler, Anno 1524“ har netop latinske Drengeskoler for Øje, fordi Tiden mer end noget andet trængte til at faa evangeliske Præster uddannede, „og selv om en saadan Dreng, der haver lært Latin, derefter lærer et Haandværk og bliver Borger, har man ham i Baghaanden, om man skulde behøve ham enten til Sognepræst eller til Ordet i det hele taget ... Ingen haver vidst, hvorfore Gud lod Sprogene fremkomme, før man nu allerførst ser, at det er for Evangeliets Skyld“. Og to Aar efter siger han i sin lille Bog om den tyske Messe: „Paa ingen Maade vil jeg lade det latinske Sprog gaa ud ved Gudstjenesten; ti Ungdommen ligger mig fremfor alt paa Sinde“, ligesom det i Bestemmelserne om Ugegudstjenesten hedder: „Om Aftenen var det smukt, om man sang tre Vespersalmer, paa Latin og ikke paa Tysk for Skoledisciplenes Skyld, at de kunne vænnes til Latinen.“ Denne sproglige Uddannelse skal Skuespillene for det andet give deres Skærv til.