Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

368 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. III. Men mere udelukkende greb de egentlige Humanister denne Side af Sagen. Roms anseteste Skuespiller, Roscius Gallus, havde jo skrevet en Bog om Talens Forhold til Skuespilkunsten og ledet en Teaterskole, der blev besøgt af lians Tids mest begavede Talere. En Mand som den strassburgske Rektor Johannes Sturm, det sekstende Aarhundredes Mønsterpædagog, en ærværdig Humanist af det reneste Vand, der sætter al Dannelses Højdepunkt i romersk Veltalenhed, i Stilens klassiske Renhed og Finhed, mindes i sit Skrift „Epistolæ classicæ“, 1565, sin Deltagelse som Yngling i Opførelsen af den romerske Komediedigter Terents’ Phormio og den Gavn, han paa Sprogets Vegne har høstet deraf, og lægger Lærerne i sin Skole Terents’ og Plautus’ Betydning paa Hjærte. Han kræver alle deres Stykker opførte i Gymnasiets fire øverste Klasser og Indøvelsen dreven med en saadan Iver, at hele Rækken kan være gennemgaaet i Løbet af seks Maaneder. Til Læreren i øverste Klasse skriver han: „Jeg ønsker, at Skuespillerne i din Klasse paa Komediens og Tragediens Omraade skulle være Roscier, mere øvede, end de i de lavere Klasser kunne være; jeg forlanger, at Teatret ikke maa staa ubenyttet nogen hel Uge igennem, for at det flittige Besøg ikke skal aftage.“ I den kursachsiske af Sturms Indflydelse paavirkede Skoleordning fra 1580 lægger den samme Tankegang sig for Dagen. „Eftersom Terentius haver skrevet en hel Del pure et proprie, skulle hans phrases øves meget og flittigen med Drengene, ogsaa føres over i godt Tysk, paa det at den latinske Tale og Stil kan forfremmes derved,“ siger Forordningen. Terentii og Plauti comoedias skulle de