Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 369 aarligen [en eller flere Gange] lade Drengene agere og saalunde vænne sig til den sirlige Latintalen.“ Dog overses ikke den moralske Fare ved de ikke altid rene Tanker og Handlinger, Drengene saaledes blive Organer for: Lærerne skulle hjælpe dem til „flittigen at vogte og vare sig for de Laster, som Poeterne skildre hos unge og gamle Folk“. Selv ud over hans eget Aar-hundrede hævdede Sturms Autoritet sig; endnu i 1617 hedder det om Latinskolen i Liegnitz: „Vi lade det bero ved den højtberømte Hr. Sturmii judicio, hvis Raad er, at man mere skal være betænkt paa scéniske recitationes og actiones end paa møjsommelige lectiones og explicationes af de gamle Komedier og Tragedier.“ Den slebne Terents var Yndlingsdigteren, man især holdt sig til. Allerede Erasmus fra Rotterdam havde beundrende sagt om ham, at han hed Terentius, quod manibus esset terendus, „fordi han burde sønderslides mellem Hænderne“, og Melanchton, Humanisten blandt Reformatorerne, havde slaaet denne Lovtale fast med følgende Ord: „Jeg formaner alle Pædagoger til indstændig at anbefale Ungdommen Studiet af denne Autor. Ti han synes mig at uddanne Dommen over Verden bedre end de fleste filosofiske Bøger. Og ingen anden Autor lærer et renere Sprog fra sig, ingen vænner Drengene til en Udtryksmaade, der kommer dem mere til Gode.“ Endnu i Slutningen af det sekstende Aarhundrede lader Rektor Rollenhagen alle Terents’ Komedier opføre af sine Disciple og skriver vidtløftige tyske Prologer til hvert Stykke og hver Akt for at orientere de ulærde Tilskuere. Ogsaa han søger ligesom Erasmus i Navnet Terents’ Betydning at finde et Udtryk for Digterens uforgængelige Værd; nu hedder han Terents, „fordi han ligesom Tjære (wie The er) skal H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. 24