Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

370 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. klæbe fast ved Skoledisciplenes Hænder“. Ratke, en omvandrende Eventyrer, der i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede forstod at sætte Fyrster og Byer i Bevægelse ved sine hemmelighedsfulde Planer til en Undervisningsreform, og som i Virkeligheden ogsaa. havde øje for mange af den daværende Skoles svage Punkter, holdt sig i dette Punkt til Traditionen og vilde endog lægge Terents til Grund for hele Latin-undervisningen, dog paa den Maade, at tyske Oversættelser skulde forberede Forstaaelsen af ham. Ratkes Tilhænger Kromayer, Ophavsmanden til den sachsiske Skoleordning fra 1619, siger herom: „Ligervis som man meget lettere kan lære én det hebraiske Sprog i første Mosebog, som for i Vejen er bekendt paa Tysk, end i en vanskelig Profet, der er en god Del mere ubekendt, eller i en helt fremmed rabbinsk Bog, saalunde er det vist, at Disciplene ogsaa lære det latinske Sprog meget lettere, naar Autors, som her Terentii, Mening og Betydning for i Vejen er bekendt i det tyske Sprog, end om de endnu slet intet vidste derom eller havde inde deraf. Man skal desaarsag tænke paa at give Terentium udi Trykken i et godt tysk Sprog, som Meningen af ham er, da man saa, før Latinen bliver paabegyndt, kan lade Drengene læse hver Komødie een Gang, to Gange eller tre Gange.“ Og nu kunde man, efter Ger-vinus’ Udtryk, ikke blive mæt af at oversætte ham. 1620 lod det „frugtbringende Selskab“ til Modersmaalets Opdyrkning den hele Terents udkomne i Cøthen paa Tysk og Latin (Publii Terentii Sechs Freuden Spiel. Zur Le hr art); samme Aar blev han desuden oversat af Michael Meister i Haltø, 1624 af Math. Schenk og David Höschel, for hvem Ratke i Frankfurt a. M. havde aabenbaret sit „inventum saalunde, at han var bleven