Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

374 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. dende, da Stykket forelaa. Det sidste er det rimeligste. Men hvor meget Dalburg end havde moret sig ved Læsningen af' Stykket, saa ansaa han dets Opførelse for et altfor farligt Vovespil og fraraadede den. Der levede nemlig hos Pfalzgrev Philip en Franciskanermunk, som for sin Magts og sine Rænkers Skyld var Adelen en Torn i Øjet; han kunde let tro Satiren møntet paa sig og tage Hævn. Og den forsigtige Reuchlin fulgte sin Velynders Vink og holdt Stykket tilbage. Men de unge Mennesker, som havde faaét Blod paa Tanden og endelig vilde have deres Lyst til at spille Komedie styret, bad Reuchlin om et andet, mindre farligt Stykke, og han skrev da sin anden Komedie, Scenica progymnasmata eller Hen no, der 1497 blev opført for Dalburg og indlededes med en Prolog, hvori Reuchlin efter Terents’ Forbillede kortelig gengav Komediens Indhold, bad om en skaansom Dom over den og erklærede sig tilstrækkelig lønnet for sit Arbejde, hvis han havde haft Held med sit Forsøg paa at indføre en efter græsk og romersk Mønster tilskaaren Skæmt i Tyskland. Efter Stykkets Opførelse bragte et af de unge Mennesker i en Epilog Dalburg og Reuchlin, deres Beskytter og Forfatteren, Ungdommens Tak, og Dalburg gav Skuespillerne Guldringe og Guldmønter i Foræring. Melanchton, der var et Barnebarn af Reuchlins Søster og senere som tiaarig Dreng udførte en Rolle i sin gamle Slægtnings Komedie, smykker den med Rosen for at være plena candidi salis (fuld af rent Vid), men peger ved Navnet fabula gallica, som han giver den, hen paa, at Reuchlin har hentet visse Grundtræk i den fra en fransk Farce, den bekendte Maitre Pathélin fra den sidste Tredjedel af det femtende Aarhundrede, navnlig Satirens Hovedgenstand, den snu Advokat, der falder i den Grav, han