Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

376 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. hvad der hører Oldtiden til,“ i Følge hans Samtids Dom. Glanspunktet i hans Liv, den øverste verdslige Magts Hyldning af Humanismen, er det Øjeblik, da Tysklands Kejser, Frederik III, paa Rigsdagen i Nürnberg 1487 i hans ni og tyvende Aar kroner ham som Digter, en Ære, som aldrig nogen Tysker før havde nydt. Kurfyrst Frederik den vise af Sachsen var den, som havde anbefalet den unge lærde til Kejseren, og Celtes havde selv i et Brev til denne med romersk Veltalenhed stilet lige løs paa sine Ønskers Maal; man lagde i den Tidsalder intet Skjul paa sin Ærgerrighed og sin Trang til det glimrende. „Jeg besværger dig, Frederik, uovervindelige Cæsar,“ skriver han, „ved din usigelige Velvilje mod alle om i Dag at lade din højhellige Majestæt skænke mig saa stor en Naade og Hæder, at du med Digtekunstens Laurbærkrone indskriver mig blandt de navnkundige Skjalde, selv om det langt overstiger mine Fortjenester og mine ringe Evner; men besluttet har jeg, og af alle mine Kræfter vil jeg, saa længe jeg lever, forsøge paa at dvæle ved den frydefulde Syslen med Muserne og for denne din udødelige Velgerning mod mig bringe din over den hele Klode udbredte Pris, om end i et raat og usmykket Digt, ned til kommende Aarhundreder. Hil være dig, Cæsar, Jordens Styrer.“ Og da Kejserens Ord havde lydt til Celtes i den højtidelige Forsamling paa Slottet: „Ved Laurbærkransens Paasættelse, ved Ringens og Kyssets Meddelelse ophøje vi dig til kronet Digter, ved vor kejserlige Myndigheds Fylde mærke og udnævne vi dig til kronet Digter, og med den samme kejserlige Myndighed er det vor Vilje og Bestemmelse, at du, førnævnte Protucius, hvor som helst og allevegne skal kaldes og holdes for en ægte