Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

380 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. byrdes og mellem ærgerrige Hofteologer ikke havde haft Tid til at lægge Mærke. De Egenskaber, hvorved Frischlin saaledes kom til at føre Grammatikken ud over, hvad Melanchton og Erasmus i Forvejen havde ydet, var en Dømmekraft, der paa det Omraade ikke let lod sig lede af Autoritetstro, en logisk Kritik og en arkitektonisk Ordningssans, der ikke tillod ham at blive staa-ende ved den tidligere ukritiske Sammenblanding af de grammatiske Former. Derhos var han meget belæst; hans Hjærne var et Tøjhus for klassiske Vendinger og Udtryk, som dryssede ud deraf, hvor han i sine Skrifter havde Brug for klassisk Veltalenhed, og heller ikke Poesien var i Grunden andet for ham end en saacian af den rette klassiske Fernis funklende Veltalenhed; Digteren i ham havde gaaet i Skole hos Filologen. Paa Parafrasens, Omskrivningens, Enemærker fandt han især en Tumleplads for denne sin Færdighed. Naar han der strøg Versemaalets Lænker af de gamle Digteres bundne Tale, ombyttede de poetiske Talemaader med prosaiske og indskød de nødvendige Forklaringer, saa var det ham en stolt Tilfredsstillelse at kunne finde de rette Forbilleder og føre deres Ord paa Læberne. Vergils Landbrugsdigt G-eorgica omskrev han saaledes i en Stil, hentet fra romerske Landbrugsforfattere som Cato, Varro, Columella eller Plinius, Hyrdesamtaler gav han i Omskrivningen en Genklang af den Tone, hvori Slaver og Bønder tale hos Plautus og Terents, Heltedigteren Vergil forvandlede han til en Historieskriver med et Klædebon, vævet af Fraser fra Cæsars, Sallusts og Livius’ historiske Skrifter, medens lian, saa vidt muligt, lod de handlende Personers Taler gaa i den ciceronianske Veltalenheds Spor. Men Vergil er for Frischlin ikke blot Heltedigteren, men ogsaa Digterhelten; ligesom han