Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 381 Middelalderen igennem havde været frygtet og fejret som en Troldmand, ligesom den italienske Digter Dante havde gjort ham til sin Fører paa den frygtelige Vandring gennem Helvedes Rædsler, saaledes er han endnu for Frischlin henved 300 Aar senere en Vismand, med hvem ingen anden Digter kan sammenlignes. Alt rummer hans Æneide: historiske Efterretninger om forskellige Tider og Folk ved Siden af Fabler og Eventyr, der levende indpræge Læseren den menneskelige Aands Svaghed i Erkendelsen af det guddommelige. Pavedømmet ligger med sine Skikke og Ceremonier skjult deri: er ikke Venus’ Forbøn for Trojanerne et Varsel om Marias og Helgenenes Forbøn for de troende, er ikke Mindefesten for Anchises en Sjælemesse, er ikke Polyfem, „det skrækkelige, vanskabte, Lyset berøvede Uhyre“, et grangiveligt Forbillede for Paven ? Dernæst er Digtet rigt paa fysiske Lærdomme om Urter og Dyr, Vinde og Floder, paa medicinske Lærdomme om Pest og Saar, paa geografiske og astronomiske, men fremfor alt paa moralske Lærdomme, der ere trukne som Perler og Ædelstene paa Fortællingens Traad. Men først og sidst beundrer Frischlin Ordenes Mangfoldighed, Talens Fylde, Udtrykkets Glans, Digtets kyske Aand, der alt tilsammen gør Læsningen af det til en Skole for Ynglinge; han stiller Vergil højt over Homer, hvem han beskylder for Snaksomhed og Bredde; den Tid er i det héle endnu ikke kommen, da den græske Litteraturs Forrang foi den romerske erkendes. Æneiden er ham paa én Gang Illade og Odyssé. Og Frischlins sidste store Arbejde, som han satte sine Kræfter ind paa, da han i sit Fængsel paany havde faaet Papir og Blæk til sin Raa-dighed, var netop et Forsøg paa at genføde Vergil i et kristeligt Heltedigt; det var ham, som om han havde