Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 383 simpel som mulig: Sætning for Sætning tager han Ordene ud af Vergil, idet han omdanner Heltedigtets Heksametre til Tragediens Jamber, medens han i Korsangene paa samme Vis tillempet horatsiske Oder efter Dramaets Behov. I et tredje Skuespil, Helvetioger-mani, en Frugt af Frischlins Rektorvirksomhed i Braunschweig, er det Cæsars historiske Prosastil, der hugges ud i seks- eller ottefodede Jamber; Indledningsscenen gengiver til en Afveksling et berømt Sted hos Livius i samme Forvandling. Men ogsaa Terents’ Komedier øve deres sædvanlige Indflydelse paa Frischlin. Navnene paa tre af denne Forfatters Stykker, Eunuchus, Gildingen, Adelphi, Brødrene, og Heautontimorumenos, Selvplageren, friste ham til en Plan om tre Stykker af samme Navne, i hvilke et for en kristelig Professor passende Æmne, Josefs Historie, skulde behandles: Fortællingen om Josefs Fornedrelse og Ophøjelse i Ægypten kunde rummes i Titlen Eunuchus, Adelphi pegede af sig selv hen paa Josefs Opgør med sine Brødre, Heautontimorumenos var den gamle Jakob i hans Sorg over sine mistede Sønner. Denne Plan blev dog ikke virkeliggjort. I andre Stykker af ham møde vi derimod fuldbaarne Frugter af det Ægteskab, hans og Tidens Poesi sluttede mellem kristeligt Indhold og antik Form. Det første af dem var Rebekka, hvis Kærne var Modsætningen mellem den milde, menneskelige Isak og den raa, voldsomme Ismael, der staar som en Forløber for de senere Skildringer af adelige Junkeres mellem Jagt og Svir delte Liv, ved hvilke Frischlin fik hele den tyske Adel til Dødsfjender. Foreløbig gik saadanne Antydninger uantastede hen; netop Rebekka var det, der hos den tyske Kejser skaffede sin Forfatter Digterkronen med tilhørende Vaabenskjold og Bælte; fra nu af stod