Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 387 Skrifter, og tilsidst føres Patienten til Frobens og Stephanus’ Trykkerier for igjen at styrke sin udrensede, men endnu svage Mave med deres solide Forlagsartikler. For et saa specielt filologisk Indhold faar Digteren en almenmenneskelig Baggrund ved i slaaende Episoder at vise, hvorledes Raahed i Sprog hænger sammen med Raahed i Tænkemaade og tom Opblæsthed titter ud af de barbariske Vendinger i Stilen, medens Klarhed og Humanitet gaa Haand i Haand med Sprogets klassiske Renhed. Det er ikke til at undres over, at et saadant Stykkes Ry paa den Tid naaede vidt og endog forplantede sig til Italien. Sit næste Skuespil, som opførtes i Tübingen ved Fastelavnstid 1580, vover Frischlin ikke at udgive; han føler, at han allerede har Fjender nok at kæmpe med. Det er som en Efterklang af Middelalderens gejstlige Mysterier og udtaler som de den religiøse Fordømmelsesdom paa den haandgribeligste Maade. Dets Navn er Phasma, omtrent det samme som Skin og Bedrag, og „det hele er en forunderlig Komposition: formløs, halvvejs paa Tysk, halvvejs paa Latin, snart med Hans-Sachsiske Rim, snart med Fraser fra Terents og Plau-tus, snart Tale, snart Sang; skreven i stræng luthersk Aand, afvisende ikke blot overfor det fordærvelige Sværmeri, men ogsaa overfor Zwinglis og Calvins friere Forestillinger om Nadveren og Kristi Person i en Grad, der er paafaldende hos en Humanist . . . Straks i den første Scene føres vi ind i Reformationstidens religiøse Tilstand. Man véd slet ikke mere, hvad man skal tro, siger den ene Bonde klagende til den anden, saa mange Slags Meninger og Sekter gives der. Men det skriver sig kun fra Ærgerrighed, idet den ene bestandig vil være klogere end den anden. Den anden Scene stiller 25*