Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 391 de gamle og de nye Germanere og de sidstes Sejr paa Grundlag af Krudtets og Bogtrykkerkunstens Opfindelse. Men det er Frischlin selv, som har kaldt Cæsar og Cicero op af Gravene, for at de skulle være Dommere. Humanisten og Patrioten smelter sammen allerede i Stykkets hele Anlæg. Dets Hovedindhold har han skildret i sin latinske Beskrivelse af Bryllupshøjtidelig-hederne: „Vendt fra de dødes Rige tilbage Julius Cæsar træder paa Scenen ind; i Germaniens Egne han vandrer, ser med Undren dets Land og ser med Undren dets Stæder. Cicero vandrer med, og Teutonia vækker Beundring ogsaa hos ham. Da kommer en Kriger, Harminius, mod dem. Rustningen straaler om ham, germaniske Vaaben han bærer, og med det faste Jærn er hele hans Legeme dækket. Flammende Luer han lader sit Skudvaaben udspy i Luften, Kugler af blaaligt Bly han sender op imod Himlen. Studsende over saa ukendte Vaaben Kviritteme tro at Skue Juppiter selv i Menneskeskikkelse, Tordnens Herre, stegen fra Himlen ned, og i Ærefrygt bøje de for Germaneren Knæ som for Juppiter, ham, der ej svinger Menneskevaaben. ej skræmmer sin Fjende med Spydenes Susen, men med Tordenens Drøn og med Lyn fra ilende Skyer sender Rædselen ned over Jorden. Tilsidst de forstaa dog begge, at alt er dannet af Menneskehænder og smeddet i en germanisk Perillus’ Esse, og hvad der er Krudtets Kraft og dets Brug, og hvordan man af Flintesten lokker Gnister. Medens nu Tøjhuse aabnes, og Cæsars Øjne dem mønstrer, træder en hessisk Sanger ind; parnassiske Laurbær slynge som Krone sig rundt omkring hans kastaliske Lokker. Med sig han bringer et Digt, en germanisk Digter har skrevet, Marcus Cicero, dig han læser det op for, han viser dig med sin kyndige Finger den Kunst, hvormed Bogen er trykt, og melder, hvordan den germanske Minerva har optundet det med. Derpaa han trækker ham ind i en Bogtrykkers Værksted, der ser han