Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie
Forfatter: H. Trier
År: 1893
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 479
UDK: 37 IB
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
392
FORTIDENS SKOLESKUESPIL.
Bind under Pressen hel stum over Folkets storladne Evner. Cæsar beskriver imens for Folket med kyndige Læber, hvad han har sét derinde af Vaaben, hvilke Slags Bøsser, hvilke Slags nye Kastevaaben, som Blider og Lanser. Da bliver langt fra han vår en Allobroger, der bærer Kurv paa sin Ryg og mumler ud sit fremmede Pludder, hvilket til Cæsar han retter, der ej kan forstaa, hvad han siger.
Ført tilbage igen paa Scenen af Besseren, priser Tullius Bogtrykkeriet med Kasser og Typer og Presse, priser de smidige Hænder og Menneskers sindrige Paafund samt Teutonerens høje, ej længer barbariske Visdom. Endelig møder han Cæsar, der ymter meget om Skjolde eller om Murbryderskyts; da tager han Bladet fra Mund og taler berømmende Ord om Germanernes hellige Visdom, deres til Føbus viede Lærestole og Skrifter og deres Bøger, trykte paa hurtig drejende Presser.
Medens nu Romeren Cæsar ved sligt med Rette forbavses, høres en Skorstensfejer, der opspærrer Munden paa vid Gab blot for at skrige bedre, italisk er Sproget, han brøler.
Begge de flygte afsted i den Tro, det er Pluto, der opbragt kommer herhen med sin lange Kost for at hente dem begge ned til de stygiske Bølger, fordi de har tøvet for længe. Ciceros Sorg er stor, at den gamle romuliske Tunge nu i saa meget er ændret, og harmfuld han banker den sorte Mand og skummer af Vrede og giver sin Hidsighed Tøjlen, indtil den rolige Hesser igen faar stillet hans Vrede, og han igen gaar ind til det dækkede Bord og dets G-læder. Allevegne der les, og Teatret drøner af Bifald."
Frischlin er sig den Fædrelandsfølelse bevidst, hvoraf Stykket er en Frugt; „men“, siger han, „hvem kan have noget imod, at en tysk Mand som jeg har forfattet dette Skuespil til Tysklands Pris?“ Det er jo kun Sandhed, mener han, hvad han har sagt i sit Stykke, og han har jo ikke engang kunnet nævne alle de store Mænd, der fortjente at nævnes. Men til Gengæld sparer lian heller ikke paa Lovtaler, Lægerne ere Hippokratesser, Talerne Ciceroer; de tyske Bjærge