Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

394 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. VI. Det latinske Skuespil, der hos alle disse Forfattere træder i den sproglige Dannelses Tjeneste, breder sig over et større Omraade hos det 17. Aarhundredes Mesterpædagog, Am os Co meni ns. Han var paa Tre-diveaarskrigens Tid Præst og Biskop for de mähriske Brødre og maatte næsten hele sit Liv spise Landflygtighedens bitre Brød; de hjemløse Vandringer fra Sted til Sted, hvortil Driften laa Humanisterne i Blodet, var hos ham en Frugt af ulykkelige politiske og religiøse Forhold. Men medens der af denne hans Hjemløshed udsprang en Higen bort fra den jordiske Virkelighed, der mod Slutningen af hans Liv blev til en fantastisk Tro paa Visionærer og Gøglere saa vel som paa det tusindaarige Riges snarlige Indtræden — 1672 var den Termin, han ventede det, men et Par Aar i Forvejen friede Døden ham fra at se sig skuffet — , saa affødte hans Naturs harmoniske Sundhed samtidig en levende Glæde over det jordiske, en Hvile i Tanken om Menneskenaturens Harmoni, i hvilken den gammelgræske Forestilling om Mennesket som et levende Kunstværk genfødtes. Og denne Opfattelse gjorde ham som Skolemand til en Profet, i hvis Tanke kommende Aarhundreders pædagogiske Idealer allerede lyste med forbavsende Klarhed. Hvor friske og hvor moderne lyde ikke Ord som disse: „Menneskene skulle ikke undervises lige ud af Bøger, men saa meget som muligt af Naturens store Bog, af Himlen og Jorden, af Egene og Bøgene. Den, der skal undervises, maa lære selv at se.“ „Intet maa læres paa blot Autoritet, men alt skal stilles frem for den sanselige Anskuelse og underkastes Fornuftens Prøvelse.“ Han gør Front baade mod Middelalderens