Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 395 golde og formelle Lærdom og mod Renæssancetidens Forgudelse af Oldtiden; ligeoverfor Formerne sætter han Tingene og bliver derved den reale Dannelses Fader, ligeoverfor Latinen som det stilistisk fuldendte klassiske Sprog, de udvalgte Humanisters Særeje, stiller han Modersmaalet og Latinen som praktisk Univei salsprog, et Plaster, der kunde bøde paa den babelske Sprogforvirring. Skoleskuespillene, som vare bievne angrebne fra forskellige Sider, forsvarer han ivrig. De Teologer, som ikke blot ville have Skuespillene forjagne fra Skolen, men ogsaa fra Samfundet i det hele taget, gør han opmærksom paa, at de udelukkende bygge deres Fordøm-melsesdom paa de gammelromerske, for Ungdommen i Reglen lidet passende Komedier, om hvilke han ei ganske enig med dem, ligesom han ogsaa er villig til at skaane de svage Samvittigheder ved at forkaste Brugen af Masker og Kvindeklæder, som hine havde fundet stridende mod Guds Bud i femte Mosebog 22, 5. Men efter at disse Indrømmelser ere gjorte, saa kan man ikke frakende Skuespillene Egenskabei, som. stille dem i Centrum af Skolens Undervisningsmidler. Det Motto, der med Guldbogstaver burde sættes over Skolens Port, er: „Omnia sponte fluant, absit violentia rebus (alt skal gaa frivilligt for sig, al Tvang ligge fjærn fra dens Virken). Derfor skal Skoleundervisningen have Legens Fortrin: den skal sætte Disciplene i den Bevægelse, hvori alt levende finder sin Glæde, den skal have sit Udspring i deres egen Lyst, den skal samle dem i det Fællesskab, hvortil Mennesket som Samfundsvæsen {animal sociabile) har en uafviselig Trang, den skal avle den naturlige Kappestrid, hvori dets Kræfteis Vækst gaar mest levende for sig, den skal ved ordnende