Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

396 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. Love forene alle om det samme Formaal, den skal fjærne, hvad der føles som en trykkende Byrde, og sørge for Standsning og Afveksling til rette Tid. Men alle disse Legens Særkender findes netop virkeliggjorte i Skuespillene. Og det paa rette Maade gennemførte Skuespil er som et Træ, hvis mange Grene alle bære Frugt. For det første tilvejebringe de en ved andre Midler uopnaaelig Fyrighed og Interesse hos Disciplene. For det andet slaa de alt saa meget mere fast i Hukommelsen, som det, man har set for sig i levende Skikkelse, naturnødvendig gør et alsidigere Indtryk end det, der kun høres eller læses. Dernæst kaster Skuespillenes Offentlighed en større Glans over de flittige og en mørkere Skygge over de forsømmelige og bliver derved til en virksom Spore for alle, foruden at ogsaa Lærerne, som selv drages ind med i Dommen ved denne Udstilling af deres Arbejde, føle sig stærkere tilskyndede til ikke at lægge Hænderne i Skødet ved Undervisningen. Endvidere vindes ogsaa Forældrene for Undervisningen ved at se deres Børn præstere noget og gøre Lykke. De Disciple, der ere i Besiddelse af nogen fremragende Begavelse, faa lettere Adgang til at lægge denne og dens Retning for Dagen, og eftersom endelig Skuespillet lader det menneskelige Liv, Kirkens, Statens, Skolens, træde frem i Samtale og Handling, saa lære Disciplene paa en kortfattet og lystelig Maade at lægge Mærke til alt, have Svar paa rede Haand, beherske deres Bevægelser, Ansigtets, Hændernes, det hele Legemes, bøje og bruge Stemmen og liave en ædel Frimodighed i deres Optræden. I Løbet af Skoleaaret kan paa den Maade hele Undervisningsstoffet, baade det reale og det sproglige, passere Revue, og de Skuespil, som Comenius udarbejder i Overensstemmelse med denne