Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

398 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. en svag Hukommelse, maa hellere faa Rollen forkortet saa vidt muligt — og med ren og tydelig Udtale skal han fremstille, hvad Talen er om. Hvor de bestemte Genstande, hentede fra de enkelte Undervisningsfag, nævnes, skulle de være tilstede paa Scenen enten i deres naturlige Skikkelse eller i malede og modellerede Efterligninger, og idet Skuespilleren omtaler dem, skal han for. Tydeligheds Skyld pege paa dem, røre ved dem eller tage dem i Haanden; er det aldeles umuligt at skaffe dem til Veje, skal han af samme Grund i det mindste benævne dem i Modersmaalet. Enhver Skole gør derfor bedst i at anskaffe sig hvad man kunde kalde et Skolemuseum til dette Brug. Det er Tanken om Skolesamlingers Gavnlighed og Nødvendighed, som spirer hos den realistiske Undervisnings Talsmand. Naar Forestillingen er endt, skulle de øverste Tilsyns-mænd tildele Lærere og Disciple offentlig Ros efter Fortjeneste og love de fattige, som have udmærket sig, Hjælp eller Præmier. Et Gæstebud for Lærerne og udvalgte Disciple kan saa sætte Kronen paa Værket og lokke hver enkelt til at arbejde for en Plads blandt disse udvalgte. Dagen efter skal Undervisningen paany gaa sin sædvanlige Gang. Sebastian Macer, Rektor i den polske By Lissa, som i adskillige Aar havde været Comenius’ Opholdssted, havde fundet paa at bearbejde første Afdeling af hans Lærebog Janua linguæ Latinæ i dramatisk Form, og da Comenius 1650-54 opholdt sig i Ungarn, lod han Disciplene ved Undervisningsanstalten i Pataki opføre denne Bearbejdelse for et stort, fornemt Publikum. Den gjorde stormende Lykke, og Comenius blev anmodet om at bearbejde alt, hvad Undervisningen havde at sysle med, paa samme Maade. Da Macer var bleven lam og