Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

400 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. Den udstrakte, rummelige, runde Hvælving ovenover os kaldes Himlen; den omgiver Verden, som Mure pleje at omgive en By. Denne faste Grund under vore Fødder (han stamper med den højre Fod let i Jorden og peger paa den) er Jorden, som fra alle Sider er omflydt af Vande. Endelig kaldes det gennemsigtige Rum, som omgiver os allevegne fra og begrænses af Himmelhvælvingen foroven og Jorden forneden, Luften. Men hvorfra er alt dette kommet? Ti der har visselig været en Tid, hvor intet endnu var til. Den almægtige Gud, som fra Evighed til Evighed har sit Ophold i sig selv, har skabt alt dette af intet for at aabenbare sin Storhed for Skabninger af sig. Og først bød han, som den hellige Fortælling vidner, et uformet og taageagtigt Kaos, et Slags Røg eller Damp, at fremgaa, og det fremgik. Og da han havde sendt Livsens Aand svævende over Dybet ind i denne Damp, tændtes en Ild, der gjorde hin Damp flydende, fortyndede den paa ét Sted, fortættede den paa et andet og skilte hine Verdens Dele fra hinanden, saa de bleve til Æter, Luft, Vand og Jord, Verdens første og største Legemer, de øvrige Legemers Spirer eller Moderskød, hvori og hvoraf alt senere kunde fremgaa, leve og næres. Derfor kaldes de Elementer, det vil sige Tingenes alimenta (Næringsmidler). Ti alle Legemer (Skyer, Regn, Sne, Stene, Urter, Dyr o.s.v.) blive til af dem og vende tilbage til dem, naar de gaa til Grunde. O, Visdom af Skaberen, som i sin Enhed har gjort den stor, i sin Visdom skøn, i sin Godhed god! Ti én er Verden, eftersom den allevegne hænger saaledes sammen, at der hverken findes nogen Tomhed (ti Elementerne udfylde alt) eller noget Brud. Stor er Verden, fordi vi ikke kende dens Grænser. Skøn er den, fordi alt i den er ordnet og veksler