Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 403 stillinger. Joachim Greff, der var Skolemester i Dessau fra 1545, haabede, at Forældrenes Sans for Kunsten efterhaanden vilde blive vækket, naar de hørte deres Børn tale saa tappert og uforfærdet til Folk, en Taleøvelse, der ogsaa maatte blive til Gavn for Land og By; han vilde derfor ønske, at saadanne Stykker maatte ligesom i Nederlandene blive opførte saa godt som hver Søndag: paa denne Maade, tænkte han, vilde „en liden Gnist af Kunsten blive bevaret i Skolerne under Asken“. Og i Virkeligheden blev den ved dem bevaret i to Hundrede Aar, indtil den i det 18. Aarhundrede igen kunde bryde ud i Flammer. Den, der var Joachim Greifs og adskillige andre Skoledigteres Forbillede og i flere Henseender en ny poetisk Tidsalders Indleder, var Paul Rebhun, der havde levet i Luthers Hus og spist ved hans Bord, og ligeledes døde samme Aar som han. Fra 1531 til 1538 havde han været ansat ved den den Gang blomstrende Latinskole i den sachsiske By Zwickau og var derefter paa Luthers Anbefaling bleven Præst og Superintendent i Oelsnitz, hvis Raad han som en ægte patriarkalsk Præstemand lod kalde til sig paa sin Dødsseng og formanede til Fasthed i Troen og Standhaftighed i Lidelser, naar Religionskampene satte Troen paa Prøve. „Ofte, naar jeg kaster Blikket ud over den Del af Tyskland, hvori Evangeliet lyder,“ havde Melanchton tidligere en Gang skrevet til ham, „og tænker paa de fleste Menigheders Præster, saa takker jeg Gud, fordi Lærerne hidtil paa de fleste Steder dog have kunnet gaa an. Men dig højagter jeg og regner dig til de ypperste, fordi jeg kender din overordentlige Fromhed og Lærdom . . . Atter og atter beder jeg dig være overbevist om, at det er en sand Kærlighed, jeg elsker dig med.“ I 26’