Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FOKTIDENS SKOLESKUESPIL. 407 Den Mening er der i vort Spil, som og det digtet er dertil, at opstaa maa deraf Guds Pris og derhos Nytte ligervis for hver, der saadant høre vil. Vi sætte da vor Hu dertil, at hver vil tage med paa Vej en Lære, har han hentet sig, og bedre sig udi sin Stand, ihvad han saa benævnes kan. Først Dommernes Idræt os lær’, hvad Skam og Skændsel det dog er, naar gamle Folk vil selv attraa, hvad de skal hindre unge fraa, og hvordan usselig det gaar, naar Mennesket fuld Frihed faar at følge kun sin Viljes Lov, hvor ingen Ondskab er for grov, og hvordan da selv Øvrighed kan fare frem med Vold og Sned, kun være rige Herrers Tolk og lægge Tryk paa Fattigfolk og dømme efter Gunst og ej gaa paa Retfærdighedens Vej; hvor sligt gaar ej ustraffet af, men Gud nedsender selv sin Straf. Derhos til Lære for enhver: at gaar ens Ære man for nær ved Løgneværk og Vidnefalsk, det slaar som møst en selv paa Hals. Raadherrerne os dernæst te, at vi ej Frygt maa lade se og skræmmes fra, hvad der er Ret, om end vi skades selv derved, ej sige ja, hvor Sag er slet, og ej til Uret være med; at, som de her, en Herre maa ej blues ved at høre paa, hvad godt en ringere end han, som Drengen her, berette kan.