Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

30 FEA COMENIUSES SAMTID. Walther, afgive 1.1te Marts 1613 til Hertuginde Dorothea Maria af Sachsen-Weimar om Wolfgang Ratke’s pædagogiske Reformforslag. „Undervisningsmetoderne“, siges der, „ere næsten utallige, da man næsten har lige saa mange modos docendi linguas som Byer og Skoler. Mange forskellige lectiones tages samtidig under Behandling, og mange forskellige Ting indøves imellem hverandre; derved bevirker man, at hvad der kunde læres fuldstændig og fra Grunden paa et halvt Aars Tid, det bliver næppe halvvejs lært i Løbet af tre, fire eller flere Aar. Mangen Dreng bringer det i to tre Aar ikke engang saa vidt, at han kan læse rigtig og flydende; de middelmaadige' Hoveder staa endnu længere tilbage. Drengenes uudviklede og uøvede Kræfter holdes i Arbejde mange Timer i Træk, saa at de udmattes, ja undertiden helt overvældes og forvines. Ikke blot de forskellige Skoler, men endogsaa de forskellige Klasser i samme Skole have hver sin Grammatik og sine Regler, saa Undervisningen hver Gang maa begynde saa at sige forfra, og det væsentlige endnu ikke er lært efter ti tolv Aars Arbejde. I de øverste Klasser bliver der undervist i Dialektik og Retorik, uagtet ingen af Delene ligger naturlig for Drenge; selv om disse lære de dialektiske og retoriske Reglers Ordlyd, forstaa de dog ikke Meningen. Vil nogen sige, at der ikke ligger stor Vægt paa, hvilken modum docendi man holder sig til, naar man kun naar Maalet — ved de tidligere modis docendi ere jo ogsaa mange bievne lærde Folk —, saa sige vi, at der ligger stor Vægt derpaa, hvilket kan forklares ved følgende Lignelse: Naar der er to, som ville rejse fra Leipzig til Wien i østerrig, saa siger den ene, han vil drage gennem Böhmen og Mähren, den anden gennem Thüringen, Franken og Bayern, op ad